En god ven anbefalede mig at læse en bog "Børn - nej tak!". Vi var kommet ind på emnet at få børn, eller at have et ønske om at få/have børn. Jeg har de seneste år haft nogle tanker om at få børn, og hver gang jeg tænker på det, har det været de samme følelser, i trods af at jeg er blevet ældre og moden, og så er jeg i et forhold, hvor vi har været sammen i 6 år og selv har haft de samtaler om det skulle være nu, vi skulle overveje at få børn.
Jeg har ikke lyst til at få børn lige nu, fordi det ikke passer ind i mine planer og lysten er der simpelthen ikke. Jeg er rigtig glad for mit liv som det er og at jeg kan gøre hvad det passer mig. Det er nok det, jeg går allermest efter. At være glad og bekæftiger mig med noget, jeg har lyst til.
Bogen "Børn - nej tak!" af Susanne Svendsen handler om 12 forskellige livssyn af 11 kvinder og 1 mand, der har valgt et liv uden børn. De fleste af dem har selv valgt et liv uden børn, fordi de ønsker at føre det liv, hvor de selv deltager, og det ikke skulle handle om børn og deres krav. Nogle af dem oplever at deres kærester ikke ønsker børn, hvorfor de har valgt at fortsætte livet med deres kærester og fravælge børn.
Gennem bogen har jeg fået en bekræftelse på, at det er det jeg føler. En form for forståelse, for hvad jeg føler omkring at få børn eller få dem i mit liv. Jeg har det sådan, at hvis jeg bliver gravid, så beholder jeg naturligvis barnet, bliver en god mor og være der for barnet hele dets liv. Helt sikkert. Men er det dét, jeg ønsker og selv bevidst vælger et familieliv? Nej, egentlig ikke. Jeg er ikke i tvivl om at børn kan gøre mig lykkelig og at de giver så meget kærlighed, som mine veninder med børn fortæller om. Det er nemlig en af verdens bedste følelser, og jeg vil da være en del af det, men mine egne? Det behøves ikke. Jeg har ikke behov for at få mine egne børn, at skabe et familieliv og hellige mig i forældrearbejde og have mange samtaler omkring børn. Det der er ikke mig.
Men til gæld har jeg så meget lykke og glæde for alle andre, der får børn. Jeg følger med 100 % interesseret i mine venners børn (og alt de lykker og sorger, der følger med). Og nu familien også. Der er en på vej. Det er nemlig lykke.
Og hvad jeg skriver nu, betyder ikke at jeg har taget en
beslutning. Det er hvad jeg føler lige nu. Det kan nemt ske at jeg har et brændende ønske om at blive mor i morgen, om 2 år, 5 år, måske. Jeg afviser ikke muligheden.
Der er bare så mange andre måder at få et dejligt liv uden børn - og med det mener jeg, at jeg har så mange andre ting jeg gerne vil. Ud og se verden med mine egne øjne, at læse videre og at gøre hvad jeg præcist vil, uden at være afhængig af nogen anden. Det er hårdt nok at være i et forhold, hvad så med børn? Jeg er en uafhængig person og vil blive ved at være det.
Når jeg tænker på fremtiden, ser jeg ikke mine egne børn for mig. Jeg ser mine venners og families børn, der besøger mig. Og jeg vil glæde mig til det. Måske får jeg nogle aflastningsbørn i stedet? Det vil passe mig meget bedre. Måske plejebørn? Måske ingen?
Jeg nægter at overveje, når jeg bliver ældre at jeg måske bliver ensom, bare fordi der ingen børn er i mit liv. Jeg skal absolut ikke få børn, bare fordi jeg frygter at blive ensom omn 40 år? Det er som at sige jeg forventer at mine børn skal tage sig af mig. Det er forkert.
Jeg får kun børn, hvis jeg har lyst og ønsker mig at få dem i mit liv med naturlige følelser, ikke fordi de andre har børn og fordi jeg som 78 år kan få besøg hver 3. måned.
Mine venner og familie har børn, fordi de ønsker det og fordi de drømmer om et familieliv. Derfor er jeg glad på deres vegne og støtter mig op på deres valg og jeg interesserer mig for deres familieliv, og alt det der følger med.
Bogen er ikke kun henvist til dem, der ikke ønsker børn. Den er til
alle. Dem, der ikke forstår mine tanker omkring det at ikke ønske børn, kan jeg anbefale bogen. Den viser rigtig mange gode vinkler af hvorfor kvinder (f.eks. jeg) ikke kan have lyst til at have børn i vores liv, selv om vi har overvejet tanken om at få et barn, måske endda på et tidspunkt ønske det. Man kan nemt sige at vi er egoistiske, fordi vi ikke ønsker børn. Men er det ikke mere egoistisk at sætte børn i verden, der ikke er ønskede af egne forældre? Jeg oplever at nogen ikke helt forstår hvad jeg føler og at de siger at jeg bare skal vente et par år, før jeg kan mærke de tikkende biologiske ur, og at jeg mærker den kærlighed, når et barn kommer til verden. Kan man argumentere mod mig med den slags? Når jeg kan argumentere mod at jeg ikke kan rumme et barn i mit liv, på nuværende tidspunkt?
Måske kan det være svært for mødre eller de kvinder der brændende ønsker børn at forstå mig. At jeg ikke ønsker børn. Bare fordi de ønsker det, er det ikke ensbydende med at jeg også vil det samme som de andre. Det er ligesom en selvfølge at alle kvinder ønsker børn og får børn.