søndag, oktober 30, 2016

Byttemarked

Jeg har i dag været ved Vanløses kulturhus, hvor der var et byttemarked. Konceptet er at man kommer med tøj, køkkenting eller ting som man ikke længere bruger og afleverer dem på bordene/boder sammen med andre aflagte ting og man kan komme derfra med en pose med 'nye' ting/tøj med hjem. Måske har man mindre med hjem, end man har afleveret, måske lidt mere. Men meningen med det hele er, at man ikke behøver at smide det ud, når man ikke længere har brug for det. 

Jeg er fan. Jeg er normalt ikke meget for at smide ting ud. Undtagen når det/de er i stykker, så er det nødvendigt. Men ellers  ikke. Vil man selv ikke bruge noget længere, kan andre altid have muligheden for at få dem. Jeg plejer at sælge dem videre, så andre får glæde af dem i stedet for mig. Og jeg er med til at bevare det gode miljø (i hvert fald på denne front). 

Der er også mange andre måder at komme af med sine ting. Nogen tager på loppemarked for at sælge tingene. Her gør jeg det så ikke, da jeg ikke er meget for at stå det meste af en dag og vente på, om nogen vil købe ens ting. Men loppemarkederne plejer at være hyggelige og man kan gøre gode fund. Nogen giver bare tingene eller tøj væk, fx til Røde Kors eller genbrugsbutikker. Eller til Afrika. 

Jeg har prøvet byttemarkedet to gange nu, og synes at det fungerer fint. Jeg er der ikke i lang tid. Det er sidste station for mine ting, som i forvejen er til salg på fx Det Blå Avis eller på Facebook. Bliver de ikke solgt, bliver de afleveret på byttemarkederne - og her bruger jeg måske 10-15 minutter på at ose lidt rundt og ser om der er nogle gode fund. Og så tager jeg afsted igen. Her vil jeg ikke bruge alt for meget tid på at blive. 

Hvad gør I selv med de ting, I ikke længere bruger? 

Ingen kommentarer: