Jeg har arbejdet rigtig meget sidste uge. 4 forskellige steder. Forskellige tidspunkter og afsluttede weekenden med et rigtigt fedt jubilæum med Absalon.
Det er blevet sværere for mig at lede efter arbejde på Internettet og at skulle indsende jobansøgninger, da jeg faktisk er glad for de forskellige småjobs, men de er ikke en garanti. Jeg kan aldrig være sikker på at forsat have dem i morgen eller i næste uge. Derfor er jeg nødt til at være fornuftig og forsat sende ansøgninger ud, men lysten er der ikke.
Jeg er desuden også blevet godkendt til at have supplerende dagpenge, men de er desværre kun gældende i 30 uger (ud af 104 uger i A-kassen). Faktisk ikke ret meget. Det betyder, at hvis jeg har opbrugt de 30 uger, skal jeg enten meldes ud fra A-kassen og ikke modtage dagpenge fra dem og selv tjene penge ligemeget hvordan, eller ikke tage imod en eneste arbejdsopgave (ikke engang en time) og KUN være på dagpenge og så lede efter fuldtidsjob.
Uh. Hjemme hele tiden og lede efter jobs. Jobs, der ikke passer til mig. Jobs, hvor mine kvalifikationer ikke passer ind. Jobs, jeg ikke kan få 37 timers tolkning til. ELLER melde mig fra A-kassen og så sige ja til alverdens arbejdsopgaver jeg kan få. Det kan jo betyde to ting: GODT eller DÅRLIGT. Alle er jo økonomisk afhængige, alene på grund af udgifter, som er nødvendige. Derfor skal jeg sikre mig selv økonomisk for at kunne betale de mest nødvendige udgifter. Så det er måske lidt af et dilemma.
Jeg nyder at kunne arbejde forskellige steder, men har brug for en garanti. At opgaverne er der for mig en måned frem, mindst. Er de der ikke, ved jeg jo at dagpengene er der. Men ikke hvis supplerende dagpenge er ophørt efter 30 uger.
Øv for de kedelige regler. Jeg ved godt hvorfor de er der. For at folk ikke ender med kun leve af supplerende dagpenge. Folk skal ud og have fuldtidsjob. Det er logisk. Men nogle gange er det ikke så ligetil, som det ser ud til. Igen oplever jeg at de ikke tager ud fra den enkeltes situation.
Jeg ser faktisk mange lækre jobopstillinger og kunne søge til nogle af dem, men har ikke gjort det (endnu!) - alene kun på grund af at jeg VED, at jeg ikke vil kunne få 37 timers tolkning. Min uddannelse og kvalifikationer ligger på de humanistiske områder, og tit er det personlige relationer, jeg arbejder med, så derfor KAN jeg og VIL jeg ikke nøjes med at have 20 timers tolkning og så finde ud af med resten. Sådan en dårlig arbejdsvilkår vil jeg ikke begynde på, allerede ved jobansøgningerne.
Men er fristet til at prøve at søge - og evt. få jobcenter til at se mere nærmere på det. A-kassen kunne godt se hvorfor jeg ikke bare kunne søge overalt, men de kan ikke give mig dispensation, da de skal følge reglerne (ja, igen reglerne. Ikke mig. Ikke min situation.)
Men A-kassen har givet mig tilladelse (og jo, har fået det på skrift), at jeg kan nøjes med at indsende en ansøgning om ugen hvis ikke andet er muligt.
Men i det mindste kommer jeg ud. Ud blandt folk. Blandt nye arbejdsopgaver. At mærke de spændende udfordringer og tanker.
Det er det vigtigste for mig. At jeg pt. bruger de supplerende dagpenge, så jeg kommer ud. Og ikke spekulere for meget at de kun gælder 30 uger. Det skal gælde noget godt de næste 30 uger.
Siden sidst har jeg:
* Løbet en gang (fandens til regnvejr og kulden!)
* Haft en fantastisk jubilæumsweekend med Absalon
* Haft behov for slik (det er ellers sjældent)
* været på 2 stk. holdtræning (........yes.....)
* Været meget på Absalon
* Overvejet hvordan fanden det lykkedes mig at starte hardcore med vægttab for 3 år siden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar